"Hvis man tager et billede og klipper det i små stykker og derefter sorterer dem i en bunke, man kan bruge, og en bunke, som man kasserer, så bliver det selvfølgelig meget vanskeligt igen at se billedet i sin helhed. Men det er, hvad vi gør ved virkeligheden ved hele tiden at have vores forestillinger og teorier om, hvem vi er, og hvordan vi gerne vil have det. Det, vi ikke kan lide, går vi uden om, og så kan vi ikke forstå, at vi ikke kan få det til at hænge sammen trods ihærdige forsøg og store anstrengelser. Så siger vi, at der ikke er nogen mening med noget, men det tror da pokker. Når man omsider holder op med at sortere i brikkerne, kan man overvældet konstatere, at helheden åbenbarer sig, når blot man lader være med at blande sig."

Lisbeth Schneider: Tomhedens fylde.