Tomhedens fylde

Beskrivelse af, hvad en dybtgående udviklingsproces kræver.

Tomhedens fylde – om selvudvikling og bevidsthedsudvidelse af Lisbeth Schneider, Books on Demand, 2010


Tomhedens fylde er ment som en guide til mennesker, der ønsker vejledning i, hvad en dybtgående udviklingsproces kræver. Den gennemgår hele udviklingen fra den såkaldt normale selvforståelse til udvidet bevidsthed:

Alle mennesker har en selvopfattelse, en forestilling om, hvem de er. Denne selvforståelse kaldes for Jeget eller Egoet. Det består af bestemte egenskaber, som vi meget tidligt identificerer os med, fordi de giver mening i forholdet til vores omgivelser. Alle mennesker danner på denne måde en rolle, som de derefter oplever som værende deres personlighed.

Men vores personlighed består af langt mere end det, vi er bevidste om i vores forhold til andre. Nedenunder vores kendte selvopfattelse findes alle de sider af os selv, som vi ikke kunne finde plads til, da rollen blev dannet. Disse egenskaber lever siden hen deres eget liv, forstået på den måde, at de bliver projiceret. Det vil sige, at vi oplever dem som tilhørende andre og ikke os selv. På denne måde, er det, vi kalder virkeligheden, et produkt af vores egen ubevidsthed.

Er man interesseret i at komme ud af denne ubevidsthed, gælder det om at bid for bid at blive opmærksom på det, man har fortrængt. Når man kommer godt i gang med denne opgave, vil man opdage, at ens oplevelse af virkeligheden ændrer sig. Nu er det ikke længere ens eget ubevidste, man ser ”derude”, men derimod livet selv.

I følge Dansk BiblioteksCenter er det en sober og spændende selvudviklingsbog, der ikke går efter de nemme og hurtige løsninger. Se materialevurderingen på bibliotek.dk (søg på "Tomhedens fylde").

Du kan se et udsnit af bogen på Google Bøger.

Du kan købe Tomhedens fylde her.

Forslag til videre læsning:
J. Krishnamurti: En forvandling er nødvendig
A. H. Almaas: Essens – vejen til indre virkeliggørelse
Mark Epstein: Hvordan man går i stykker uden at falde fra hinanden
Hanne Hostrup: Kærestebilleder – Parforhold og udvikling
Caroline Myss: Sjælens anatomi
Daryl Sharp: Mandens midtvejskrise
Dorrit Aagaard: Mænd og mødre